Telefon, stativ og mikrofon: det udstyr vi bruger til mobilvideo

Når nogen starter på modulet om mobilvideo, spørger de næsten altid, hvilken telefon de skal købe. Svaret er sjældent en ny. De fleste smartphones fra de seneste år optager billeder, der er rigeligt gode til korte reportager, og vi vælger bevidst at undervise i det, du har i lommen.

Det giver en ærlig ramme. Alle på holdet arbejder med samme begrænsning, og begrænsningen tvinger os til at tænke over, hvad der skal filmes, i stedet for hvad der kunne filmes. Jeg har set flere gode optagelser fra en ældre telefon med omtanke bag end fra dyrt udstyr i uøvede hænder.

Det eneste, jeg beder om, er, at du har plads til nogle få videoer på telefonen, og at batteriet holder en formiddag. Resten af udstyret er småting, som man kan anskaffe gradvist, efterhånden som man ser, hvad der mangler i sine egne optagelser.

Rystede billeder er den hyppigste grund til, at en optagelse ikke kan bruges. Vi arbejder med tre løsninger, og du lærer at vælge mellem dem ud fra situationen. Et lille bordstativ eller trebenet stativ er billigt og pålideligt til interviews og faste optagelser.

En gimbal, altså en elektronisk holder med motorer, jævner bevægelsen, når du går med og følger en person. Den fylder og kræver lidt øvelse, så vi bruger den kun, når bevægelsen er en del af historien. Til alt andet øver vi den tredje løsning: at holde telefonen med to hænder, albuerne ind mod kroppen og bevæge sig på bøjede knæ.

Pointen er ikke at ende med mest muligt udstyr, men at kunne en fornuftig fremgangsmåde uden udstyr, når du står et sted, hvor intet er pakket med.

• Stativ til interview og faste optagelser
• Gimbal kun når du følger en bevægelse
• To hænder og bøjede knæ som reserve

Telefonens egen mikrofon er udmærket til at fange stemmer fra en halv meters afstand, men dårlig, så snart der er vind, trafik eller rumklang. Derfor øver vi tidligt med en lille ekstern mikrofon, enten en clipsmikrofon, der sættes på tøjet, eller en kompakt retningsmikrofon, der kobles til telefonen.

Vi gennemgår også, hvad du skal lytte efter, inden du trykker optag: sæt hovedtelefoner i, gå rundt i rummet og find det sted, hvor baggrundsstøjen er mindst. En åben dør, et køleskab eller et ventilationsanlæg kan ødelægge en ellers fin samtale, og det opdager man ofte først ved klipning.

Til sidst optager vi lidt rumtone, nogle sekunders stilhed på stedet. Den bruges til at udfylde huller i klipningen, så lyden ikke springer pludseligt, når du fjerner en sætning.

• Lyt med hovedtelefoner før optagelsen
• Vælg et sted med lidt baggrundsstøj
• Optag rumtone på stedet

Vi bruger dagslys, så langt det rækker. Det vigtigste er at stille personen, så lyset kommer fra siden eller forfra, og aldrig have et vindue lige bag vedkommende. Det lyder banalt, men det er en af de ting, deltagerne har mest glæde af efter første weekend.

Til hver reportage optager vi en fast række billeder: et overblik, der viser stedet, nogle halvnære situationer og detaljer, som man kan lægge hen over en stemme. Dem kalder vi dækbilleder, og uden dem bliver en video til en talende hoved i to minutter.

Vi lægger vægt på at optage hvert billede i mindst ti sekunder, selv om du tror, du kun skal bruge tre. Den ekstra tid giver dig frihed i klipningen og sparer dig for at vende tilbage til stedet.

Selve klipningen sker i en almindelig klippeapp på telefonen, og vi vælger bevidst noget enkelt, som du kan lære på en eftermiddag. Du lærer at lægge billeder på en tidslinje, trimme begyndelse og slutning, lægge lyd ovenpå og justere lydstyrken, så stemmen er tydelig og ikke overdøves.

Før du går i gang, sorterer vi optagelserne i mapper efter sted og tema. Det virker som bureaukrati, men det sparer meget tid, når materialet fylder en time. Vi eksporterer i en størrelse, der passer til det sted, videoen skal vises, og tager en kopi af originalerne, før noget slettes.

Vi bruger også tekster med omtanke. En undertekst, der navngiver en person eller et sted, hjælper seeren. Lange tekstblokke gør ikke.

• Sortér optagelser i mapper
• Eksportér i den størrelse, der passer til visningsstedet
• Gem originalerne før du sletter

Her er den rækkefølge, vi øver i modulet. Først skriver du to linjer om, hvad historien handler om, og hvem der kan fortælle den. Dernæst tjekker du lyd og lys på stedet, optager interviewet og så dækbillederne. Hjemme sorterer du, klipper, lægger lyd på og ser resultatet uden for telefonen, helst på en større skærm.

Det sidste trin er det, de fleste springer over: at lade en anden se videoen og fortælle, hvad de forstod. Det koster ti minutter og afslører hurtigt, hvad der ikke er tydeligt nok.

Du kan sagtens begynde med noget lille, for eksempel et menneske, der fortæller om sit arbejde, i halvandet minut. En kort optagelse, du er færdig med, lærer dig mere end en lang, du aldrig får klippet.

• Skriv to linjer om historien
• Tjek lyd og lys, optag interview og dækbilleder
• Klip, læg lyd på og lad en anden se resultatet