Sådan arbejder vi med en kilde, før den må bruges i en tekst

Når jeg underviser i kildekritik, starter vi ikke med teori, men med et tomt arbejdsark. Det har én række pr. oplysning i teksten: hvad påstås der, hvem siger det, hvor har jeg det fra, og hvornår tjekkede jeg det sidst. Arket bliver oprettet, mens du researcher, ikke bagefter, for det er næsten umuligt at rekonstruere sin vej tilbage til kilden, når teksten først er skrevet.

Mange nye kursister synes, det virker tungt. Efter et par opgaver plejer de at sige det modsatte, for arket giver ro. Du ved præcis, hvilke oplysninger der står solidt, og hvilke der stadig hænger på en enkelt kilde. Det er også arket, vi bruger, når jeg giver skriftlig feedback, så jeg kan pege på en bestemt række i stedet for at skrive, at noget føles løst.

• En række pr. oplysning, ikke pr. kilde
• Notér kildens adgang: link, dokument eller samtale
• Skriv altid dato for dit eget tjek

Den første øvelse hedder at følge tråden. Du får en kort tekst med fem oplysninger og skal finde ud af, hvor hver af dem oprindeligt kommer fra. Ofte ender du ved en pressemeddelelse, en rapport eller en enkelt person, som andre har citeret videre. Når tre artikler siger det samme, er det ikke tre kilder, hvis de alle bygger på den samme udtalelse.

Jeg beder kursisterne tegne tråden som en simpel skitse med pile. Det lyder nemt, men det afslører hurtigt, hvor en oplysning har skiftet form undervejs: et tal, der er rundet op, en nuance, der er faldet af. Vi taler om, hvordan små ændringer akkumulerer sig, og hvorfor man helst vil stå så tæt på det oprindelige dokument som muligt, før man skriver en eneste sætning.

Krydstjek er ikke det samme som at søge efter nogen, der er enige. Det er en af de ting, der kræver mest træning. Vi øver at formulere en søgning, der kunne modbevise oplysningen, og at spørge: hvem ville have en grund til at fortælle det anderledes? Det ændrer, hvilke kilder du opsøger, og hvor kritisk du læser dem.

I øvelserne arbejder kursisterne parvis. Den ene har skrevet en påstand ud fra sin research, den anden forsøger at svække den med uafhængige kilder. Bagefter bytter I roller. Ofte opdager forfatteren, at en oplysning, som virkede sikker, kun hvilede på en enkelt, ikke særlig neutral kilde. Det er en nyttig oplevelse, fordi den sker på øvelsesmateriale, hvor intet står på spil.

• Søg efter det, der kunne modsige oplysningen
• Find mindst én kilde uden egen interesse i sagen
• Sammenlign tal med det oprindelige dokument

Kildekritik stopper ikke ved tekst. Et billede kan være taget et andet sted eller på et andet tidspunkt end påstået, og et citat kan være taget ud af sin sammenhæng. Vi bruger en lille rutine: omvendt billedsøgning, kontrol af metadata hvor de findes, og en sammenligning med andre billeder fra samme begivenhed. Ingen af trinene er afgørende alene, men sammen giver de et rimeligt billede.

Med citater handler det om at finde hele sammenhængen. Vi læser spørgsmålet, der blev stillet, og hvad personen sagde før og efter. Jeg lader kursisterne rette et citat, der er klippet uheldigt, og forklare, hvad der ændrer sig i betydningen. Pointen er ikke at mistænke alle, men at vide, hvilke spørgsmål man altid stiller, før man bruger materialet i sit eget arbejde.

Til sidst samler vi det hele i en tjekliste, som du gennemgår, før en tekst går videre. Den er kort med vilje: er hver oplysning ført tilbage til sin kilde, er navne og titler stavet rigtigt, er tal kontrolleret mod originalen, og har den, teksten handler om, fået mulighed for at svare, hvor det er relevant. En lang liste bliver ikke brugt, en kort gør.

Tjeklisten er også stedet, hvor du skriver, hvad du ikke kunne bekræfte. Det er lige så vigtigt som det, du kunne. En oplysning, der står på en enkelt kilde, formuleres anderledes end en, der er bekræftet flere steder, og læseren fortjener at kunne se forskellen. Det lærer du på pensum gennem gentagelse, ikke gennem én stor gennemgang.

• Alle oplysninger har en dokumenteret kilde
• Tal og navne er tjekket mod originalen
• Det ubekræftede er markeret i teksten

Efter nogle ugers øvelser er det ikke tjeklisten, du husker bedst, men vanen: du stopper op, når noget lyder for pænt, og du ved, hvor du skal kigge. Det er et realistisk mål for forløbet, og det kræver, at du selv laver arbejdet med dit eget materiale, ikke blot læser om det.

Jeg ser typisk, at kursisterne bliver langsommere i starten og hurtigere bagefter, fordi deres noter er i orden, og de ikke skal lede efter, hvor en oplysning kom fra. Det er håndværk, og det kan trænes af alle, uanset om du kommer fra kommunikation, et helt andet fag eller bare skriver for din egen skyld.