Optaget eller notérende interview: hvilken øvelsesform skal du vælge?

Når du begynder at øve interview på kurset, støder du hurtigt på et valg, som kan virke småt, men som præger hele din læring. Skal du gå ind i øvelsesinterviewet med en færdig liste af spørgsmål, som du følger fra start til slut? Eller skal du forberede en håndfuld temaer og lade samtalen finde sin egen vej, mens optageren kører? Begge dele er gængs praksis, og begge dele bruger vi i undervisningen, men de træner forskellige muskler.

I denne artikel stiller jeg de to former op ved siden af hinanden. Jeg kalder dem det stramme interview og det åbne interview. Det er mine egne ord og ikke fagudtryk, du skal huske. Pointen er at forstå, hvad hver form lærer dig, hvad den koster i forberedelse, og hvornår den går galt.

Som underviser i research og kildekritik ser jeg især, hvordan valget påvirker det, der sker bagefter: kan du bruge svarene, kan du tjekke dem, og kan du huske, hvad der faktisk blev sagt.

I det stramme interview har du skrevet dine spørgsmål ned i en bestemt rækkefølge, og du stiller dem stort set, som de står. Den store fordel er tryghed. Når du er ny, er det en lettelse at vide, hvad næste spørgsmål er, og du risikerer ikke at gå i stå midt i en samtale. Det er også let at sammenligne svar, hvis du øver med flere medstuderende, fordi alle har fået de samme spørgsmål.

Ulempen er, at du kan komme til at lytte efter dit næste spørgsmål i stedet for efter svaret. Mange begyndere går forbi det mest interessante, fordi det kom i et forkert øjeblik i listen. Formen belønner også dem, der skriver gode spørgsmål, men den lærer dig ikke meget om at følge en tråd.

Brugt rigtigt er det stramme interview en god træning i selve research og formulering. Du lærer at undgå ledende spørgsmål, at stille ét spørgsmål ad gangen og at skelne mellem lukkede og åbne spørgsmål.

• Giver tryghed og er nem at sammenligne på tværs af øvelser
• Træner research og præcis formulering af spørgsmål
• Risiko: du lytter efter listen i stedet for efter svaret

I det åbne interview forbereder du tre eller fire temaer og en åbning, men ikke en fast række af spørgsmål. Du følger, hvor samtalen går hen, og stiller opfølgende spørgsmål som hvordan oplevede du det, eller kan du give et eksempel. Her lærer du den vigtigste del af interviewteknik: at lytte aktivt og tåle stilhed.

Prisen er, at formen kræver mere af dig i øjeblikket. Du kan miste overblikket, glemme at spørge om noget centralt eller ende med et materiale, der er svært at bruge, fordi samtalen svævede. Derfor er optagelsen vigtig, og derfor skal du have dine temaer ved hånden som en støtte, ikke som en fangekælder.

Mine medstuderende oplever ofte, at de første åbne interviews føles rodede, men at deres bedste citater kommer netop her. Svarene bliver mere personlige, og du får detaljer, du aldrig kunne have spurgt om på forhånd.

• Træner lytning, opfølgning og ro i samtalen
• Kræver optagelse og en kort tematisk støtteseddel
• Risiko: du glemmer centrale punkter eller mister tråden

Hvis jeg skal sammenligne dem ærligt, tjener de to former forskellige formål. Det stramme interview er bedst, når du skal have specifikke oplysninger: årstal, rækkefølge, ansvar, tal. Det åbne interview er bedst, når du søger oplevelser, motiver og stemning. En artikel eller en videoreportage har ofte brug for begge dele.

Et andet kriterium er efterbehandling. Det stramme interview er hurtigt at skrive ud og tjekke, fordi svarene ligger i forudsigelig rækkefølge. Det åbne tager længere tid, især hvis du vil have ordret citat, og du skal være omhyggelig med at afkode, hvad der var fakta, og hvad der var holdning.

Det tredje kriterium er din egen udvikling. Ser jeg på, hvad der gør studerende bedre på kort tid, er det kombinationen. Man lærer disciplinen fra det ene og modet fra det andet, og de to lærer sig gensidigt noget.

• Stram form til fakta, tal og forløb
• Åben form til oplevelser, motiver og citater
• Efterbehandling: åben form kræver mere tid til udskrift og tjek

Min anbefaling til dig som voksen nybegynder er at starte med det stramme interview i de første to eller tre øvelser. Skriv dine spørgsmål, læs dem højt for en medstuderende, og få feedback på, om de er forståelige og uden ledende vendinger. Du får en sikker base, og du kan koncentrere dig om at lytte uden at frygte tomrummet.

Gå derefter over til en blandet form: en kort række faste spørgsmål til de nødvendige fakta og derefter et åbent afsnit, hvor du bevidst slipper manuskriptet. Mange af mine studerende opdager, at deres bedste spørgsmål opstår i det åbne afsnit, fordi de har rygdækning fra de faste.

Til sidst øver du et helt åbent interview, hvor du kun har temaerne. Gå aldrig til dette trin uden at have prøvet optageren af først, og gem altid lydfilen, så du kan lytte til dig selv bagefter og høre, hvor du afbrød eller overså noget.

Inden du sætter dig over for din medstuderende, så beslut dig for, hvad interviewet skal bruges til. Skal det give dig facts til en artikel, eller en stemme til en reportage? Svaret afgør, hvilken form du vælger, og hvor meget du forbereder.

Skriv dine temaer eller spørgsmål ned, test optageren, og aftal på forhånd med din medstuderende, hvordan du må bruge det, der bliver sagt. Efter samtalen lytter du hele optagelsen igennem og noterer to ting, der fungerede, og én ting, du vil gøre anderledes næste gang.

Det er den lille vane, jeg oftest ser skille de studerende, der udvikler sig hurtigt, fra dem, der gentager de samme fejl. Selve valget mellem stramt og åbent er mindre vigtigt end at bruge det bevidst og lære af hver samtale.

• Afklar formålet, før du vælger form
• Test optageren og aftal brugen af svarene
• Lyt optagelsen igennem og notér tre læringspunkter