Fra rodede mobilbilleder til en billedserie med en rød tråd

Lars kom til os i begyndelsen af efteråret. Han er i fyrrerne, arbejder med kommunikation i en mindre virksomhed og ville gerne kunne dokumentere sit lokalområde med billeder, ikke kun med tekst. Hans første opgave var enkel: tag tyve billeder i den havn, han kender bedst, og send dem til mig uden forklaring.

Billederne var teknisk fine. Skarpe, rimeligt lyssatte, ingen rystede motiver. Alligevel fortalte de ingenting. Der var både både, mastespidser, en mand med en spand og et skilt, men intet billede pegede på, hvad der var vigtigt. Lars sagde selv, at han havde taget det, der lå lige foran ham.

Det er en meget almindelig start. Når man har lært at ramme motivet skarpt, er det næste skridt at beslutte, hvad billedet skal sige, og først derefter tage det. Det var det, vi arbejdede med i de følgende uger.

Vi gennemgik Lars' tyve billeder ét ad gangen og stillede det samme spørgsmål til hvert: hvad skal øjet se først? Ved otte af dem kunne han ikke svare. Motivet lå midt i billedet, og kanterne var fyldt med tilfældige ting som en affaldsspand, en parkeret bil og en grå himmel uden struktur.

Jeg bad ham om at tegne tre hurtige skitser af samme scene, før han løftede telefonen: en med motivet i det nederste tredjedel, en med en linje fra forgrunden ind mod en person og en med et bevidst tomt område. Det lyder omstændeligt, men det tager under et minut og tvinger én til at vælge.

Lars opdagede, at han hidtil havde komponeret med fødderne. Han stillede sig, hvor han stod, i stedet for at flytte sig to meter. Den lille forskel gjorde, at en mand, der lappede et net, pludselig stod foran en lys mur i stedet for foran en parkeringsplads.

• Spørg, hvad øjet skal se først, før du trykker af
• Skitsér komposition i tankerne, før du løfter telefonen
• Flyt dig selv, før du zoomer

Lars havde taget næsten alle sine billeder omkring middag, fordi det passede ind i hans frokostpause. Lyset var hårdt og fladt, og skyggerne under huer og skjolde gjorde ansigter uklare. I journalistisk brug er det et reelt problem, fordi læseren skal kunne se, hvem eller hvad billedet handler om.

Vi aftalte, at han skulle vende tilbage til samme havn på tre forskellige tidspunkter: tidligt om morgenen, sidst på eftermiddagen og en dag med overskyet vejr. Opgaven var ikke at få smukke billeder, men at notere, hvordan lyset ændrede det, man kunne læse ud af en scene.

Hans konklusion var konkret. Morgenlyset gav lange skygger og tydelige konturer, den overskyede dag gav jævne ansigter, og middagslyset kunne bruges, hvis han stillede sig, så motivet var i skygge og baggrunden i sol. Han skrev det ned som tre korte regler til sig selv.

Efter de tre besøg havde Lars omkring halvfjerds billeder. Det næste stykke arbejde er det, mange springer over: at udvælge. Jeg bad ham skære ned til seks billeder, der sammen kunne fortælle om havnen på en almindelig hverdag, og at skrive en enkelt linje om, hvorfor hvert billede var med.

Han behandlede først udvælgelsen som en smagssag og beholdt de billeder, han bedst kunne lide. Så stillede vi et andet spørgsmål: hvad ville mangle, hvis dette billede røg ud? Tre af hans yndlingsbilleder viste næsten det samme som et fjerde og kunne undværes.

Det mest værdifulde, han tog med fra den øvelse, var, at et godt billede ikke altid hører hjemme i serien. Et billede af en solnedgang var flot, men det handlede ikke om arbejdet i havnen. Det røg ud, og serien blev stærkere af det.

• Skriv én linje om, hvorfor hvert billede er med
• Spørg, hvad der mangler, hvis billedet fjernes
• Behold ikke dubletter, selv om du kan lide dem

Den færdige serie bestod af seks billeder: net der repareres i morgenlys, en fisker der taler med en leverandør, tomme kasser stablet langs kajen, en hånd på et rustent rækværk, et skib der lægger til i overskyet lys og et enkelt vidt billede, der satte det hele i sammenhæng. Til hvert billede hørte en kort billedtekst på to til tre sætninger.

Billedteksterne var næsten lige så vigtige som billederne. Lars lærte at sige, hvem personen er, hvad der sker, og hvornår, uden at tilføje gæt. Hvis han ikke var sikker på en oplysning, spurgte han folk i havnen, før han skrev den.

Serien blev brugt i et nyhedsbrev i hans egen organisation, og han fortalte bagefter, at flere kolleger havde nævnt, at de for første gang kunne genkende stedet. Det var ikke en stor sejr, men det var præcis den slags resultat, kurset sigter mod.

Du behøver ikke en havn eller et dyrt kamera for at lave samme øvelse. Vælg et sted, du kommer ofte, og vend tilbage til det på tre tidspunkter. Tag mange billeder, men udvælg få, og skriv en linje om hvert. Tvinger du dig selv til at begrunde dine valg, ser du hurtigt, hvad der er tilfældigt.

På kurset arbejder vi med netop den slags opgaver i dit nærmiljø, og du får skriftlig feedback på dine billeder og dine billedtekster. Vi taler om komposition, lys og udvælgelse som tre sider af samme sag, ikke som tekniske discipliner hver for sig.

Det er heller ikke nødvendigt at have fotograferet før. Lars havde ikke, og de fleste, der kommer til os, starter med en almindelig smartphone og nysgerrighed over for, hvad et billede kan bære.

• Vælg ét sted og besøg det på tre tidspunkter
• Tag mange billeder, men vælg få
• Skriv en billedtekst, der kun rummer det, du ved